Amager Bakke er åbnet! Besøg vores operatør for mere information om åbningstider, priser mv.: www.copenhill.dk

Vi opfører og forvalter
det rekreative anlæg
ved Amager Bakke.

Amager Bakke er en erhvervsdrivende fond med almennyttigt formål. Fonden er ansvarlig for at opføre og forvalte det rekreative anlæg ved energianlægget Amager Bakke.

Anlægget er tegnet af Bjarke Ingels og er et nytænkende bud på fremtidens multifunktionelle industriarkitektur.

Fondens formål er, til gavn for almenheden at etablere rekreative aktiviteter i tilknytning til energianlægget Amager Bakke, herunder at sikre gode rammer for idræt samt for formidling af natur- og friluftsoplevelser.

Gode ideer bliver ikke til noget
uden opbakning

Amager Bakke er finansieret i et partnerskab mellem det private og det offentlige. 

LEDELSE

Bestyrelsen og den daglige ledelse 

Fondens håndplukkede bestyrelse og daglige ledelse er specialister i økonomistyring, forretningsudvikling, byggeri, projektledelse, markedsføring og kultur- og oplevelsesøkonomi.

Christian Herskind

Formand

Advokat
Brigadegeneral
Adm. Direktør Refshaleøens Ejendomsselskab (REDA) 
chh@refshaleoen.dk

Erik Lyngsø

Næstformand

Adm. Direktør I/S Ejendomsselskaber
tidl. Adm. Direktør Billetnet A/S 
erik@lyngso.as

Conny Wagner Christophersen

Bestyrelsesmedlem

Teknisk Direktør Lendager UP
tidl. Markedsdirektør, NCC Danmark

Otto B. Christiansen

Bestyrelsesmedlem

Direktør Dansk Annoncørforening
tidl. Marketingchef Danske Bank
ottochristiansen@hotmal.com

Lars Seeberg

Bestyrelsesmedlem

Direktør See@rt
tidl. Direktør, Aarhus Festuge

Patrik Gustavsson

Adm. Direktør

Fonden Amager Bakke
tidl. Chefkonsulent, Finansministeriet
pgu@fondenab.dk

Store projekter starter med en visionær idé

I 2010 vandt det danske arkitektfirma BIG konkurrencen, om at tegne efterfølgeren til Amagerforbrændings udtjente affaldsbaserede energianlæg. Vinderforslaget kombinerede æstetik og multifunktionalitet på en unik måde: Energianlægget blev svøbt i en ternet aluminiumsfacade, der bryder skalaen ned og reflekterer himmel og hav og tagfladen blev udlagt til rekreative formål, hvor besøgere kunne stå på ski.

ARC (tidl. Amagerforbrænding) var qua energiforsningslovgivningen afskåret fra at etablere en skibakke på anlæggets tag, og efter en række indledende undersøgelser blev de rekreative aktiviteter udskilt til en almennyttig fond. Sammen med flere end 30 idræts-, frilufts- og frivilligorganisationer blev det oprindelige arkitektoplæg bearbejdet og udvidet, så det rekreative anlæg nu rummer fire skipister (med hver deres egen skilift), et 4.000 m2 stor grønt vandre- og løbeanlæg, et cafeteria ved bjergets udkigspunkt samt verdens højeste klatrevæg.

Du kan læse mere om energianlægget og hvordan København, Frederiksberg, Tårnby Dragør og Hvidovre Kommune arbejder med affaldshåndtering og grøn energiproduktion inde på ARCs hjemmeside, www.a-r-c.dk  

Driften af det rekreative anlæg blev udbudt af Fonden i 2016. Udbuddet blev vundet af firmaet CopenHill A/S. Du kan læse mere om åbningstider, priser og tilbud ved det rekreative anlæg inde på www.copenhill.dk

Du kan også bestige Amager Bakke til fods

En del af taget er udformet som en fortolkning af et stenskred fra de nordiske fjeld. Sammen med løbespecialister og nogle af danmarks bedste landskabsarkitekter, SLA, er en del af tagfladen indrettet som en eventyrlig grøn tagpark, hvor besøgere kan prøve kræfter med vandring og bjergløb og få en enestående mulighed at nyde udsigten over byen og Øresund.

Gå til ski – året rundt!

På 10.000 m2 af den grønne tagflade er der monteret et særligt plastikunderlag, der gør det muligt at stå på ski – året rundt. Skiunderlaget (Neveplast) kommer fra Italien og er udvalgt sammen med nogle af Danmarks bedste skiløbere. Når du står på ski på Neveplast har du den samme friktion som på rigtig sne, og med korrekt teknik kan du udføre skærende sving. Når plastikken bliver slidt sendes den ned til fabrikken udenfor Milano og indgår i produktionen af ny skimåtte.

Multi-pitch klatring på Amager!

På en del af facaden kan du klatre, og for første gang kan du nu prøve multi-pitch klatring i landet. Klatrevæggen er designet sammen med en ekspertgruppe, nedsat af Dansk Klatreforbund, og bliver med sine 80 meter verdens højeste. Væggen bliver delt op i fire dele, sk. pitches, med standpladser ind imellem. Hver pitch er ca. 20 meter høj og fordrer, at du skifter reb mellem hver pitch.